Søk med Google i geelmuyden.info

      Hjem - F. C. D. G's selvbiografi  
         

FREDRIK CHRISTIAN DREYER GEELMUYDENS SELVBIOGRAFI  

Fredrik Christian Dreyer Geelmuyden (1766-1838) skrev det første manuskriptet om slekten Geelmuydens historie.  Der har han også skrevet følgende selvbiografi:  

Bildetekst

Han kom ca. 8 år gammel med sine 4 søsken til Hammersund, hvor faren var blitt ansatt som tollbetjent med 130 Rdl. i gasje.  Hammersund var en liten udyrket øy hvor der i ca. 20 år hadde vært stasjonert en tollbetjent.  Det kunne ved farens ankomst dit neppe avles to våg høy, men faren, som var vant til fòrarbeide fra fogd Ruberg av, tog på seg å bryte en temmelig stor aker, som han sådde med bygg.  Men da han også hadde skaffet seg en geit, tok denne brorparten av avlingen.  En anden sommer mislyktes kornavlen p.g.a. en sterk sydveststorm, som slo nesten alt ned.  Siden drev han mer med engdyrking, hvori han ble bistått av sine tilvoksende smågutter, som hertil hadde stor lyst.  Gjødning hadde de ikke mangel på, så de tilslutt drev det til å kunne fø 2 kyr og noen får.  Fredrik fikk også lyst til å anlegge en liten have på et lite myrstykke, som han innhegnet med lange stenger som de hugget i de omboende bønders skog, en fjerding fra øyen.  Denne hagen sådde foreldrene med urter og kål.  Urtene lykkedes godt og ble tatt opp.  Kålen derimot skulle bli stående lidt lenger utover høsten.  Imidlertid ble geitene deres hentet hjem fra en annen øy, og de holdt samme natt deres inntog i haven, og levnet nesten intet av kålen.  Siden lærte guttene å gjerde bedre, for å holde fienden ute.  

Engang bestemte Fredrik seg for å grave i en liten sump nær husene.  Han støtte snart på fjell, tok sine brødre til hjelp, kom dypere ned og fant meget vann på bunnen av det flate berg.  De murte opp hullet, som de hadde fått ca. 2 alen dypt, og hadde snart det skjønneste vann, som siden ikke slo feil.  Tidligere hadde man i sterk frost eller hete måttet hente fra fastlandet.  I skogen var det også Fredriks dyst å felle store trær (ofte over en favn i omkrets ved roten og mer enn 20 alen lange), og trekke dem hjem på en liten slede, som faren dertil laget til ham.  Undertiden fikk de da lånt hest av bøndene til å kjøre veden hjem med.  Til vederlag herfor ble bøndene inviter til Julegjestebud.  Småguttene tumlet stadig om på den lille øyen, fisket, skjøt fugl eller Otter, hugget trær etc.  Havet var rikt på fisk.  Ganske nær ved land kunne man på 10 minutter få levende fisk til 6 à 8 personer.  Især var der en sort deilig rødfisk, som kun holdt seg på et sted, 120 favner dypt.  Kom man utenfor dette sted, fikk man intet.  Dette fiskeri lokket hoffagent Kaasbøl og andre fornemme folk fra Kristiansund ut til øyen om sommeren, og de tok da inn til Geelmuydens.  Tollbetjenten ble i sitt siste leveår meget sykelig og rådspurte forgjeves en meget erfaren lege fra Kristiansund.  Han anordnet selv sin begravelse, og skrev dagen før sin død sit fulle navn og sin alder på en tavle.  Hans fetter, hr. Bastian Pristroph forrettet jordpåkastelsen over ham.  Fredrik kom, da han skulle forberedes til konfirmasjon i huset til hr. Bastian Pristroph, som tok imot ham som en kjær sønn og ofte  hadde ham med på reisene til sine 2 annekser.  I 1782 (altså 3 år før farens død) ble Fredrik konfirmert i Edøens hovedkirke.  Hr. Pristroph forærte ham klær til konfirmasjonen og beholdt ham i sitt hus den vinteren.  I august 1783 reiste Fredrik med Hr. Pristrophs folk til Skogn for å hente hans brordatter Anna Margrethe Pristroph som var reist dit for å besøke sine foreldre, major Pristroph.  Der ble han svært godt mottatt.  På hjemveien derfra besøkte de Tuterøen, hvor de nød den beste oppvartnin hos 2 av prost Thodes døttre (prosten lå dengang svært syk).  Her beså de klosterruinene osv.  Eieren hadde mellom 300 og 400 engelske får, som gikk ute både sommer og vinter.  Når de skulle klippes ble de "opredne" med hester.  

Sommeren 1784 foreslo Hr. Pristroph at Fredrik tok en tur til Bergen for å lære sin familie der å kjenne.  Til det skaffet han ham fri reise med en handelsmann Augustenus Hals som handlet på Bergen, hvortil han dro hver sommer med sin jagt.  De begynnte reisen 16. juni og nådde Bergen 23 s.m.  Fredrik fikk ved avskjeden fra Hals ovenikjøpet "en Douceur" av ham.  Ved sin ankomst til Bergen oppsøkte Fredrik sin farbror Knud G., hvor han ble vennlig mottatt.  Dog holdt han seg mest til Hals, og var ofte på den handelsstue (Jacob Buschs), hvor Hals hadde sin handel.  Her var Jacob Buschs brorsønn, Jochum Busch handelsforvalter, og denne "begegnede" også Fredrik "med al mulig artighed".  Da han gjerne ønsket ansettelse i Bergen, meldte han seg etter sin farbrors råd på Adressekontoret, som ble eiet av hans fars fetter, Knud G.  (Denne Knud, procurator, toldprocureur, var en meget aktet og vel anset mann.  Etter Fredriks beskrivelse hadde han "en overmaade smuk skabning, ja neppe kunde nogen skjøn jomfru overgaa ham, så fin og skjær var han av ansigt", dertil meget blid og vennlig.  Han ble dog snart sygelig og døde etter nesten et års tiltagende, men med tålmodighet bårne lidelser, kun 42 år gammel.  Han etterlot enke og barn i gode kår.) for å søke tjeneste "på et kontor eller hos en handelsmann.  Spurgt om sit navn, opgav han da dette.  Altsaa i Familie med Geelmuydenerne, vedblev den Anden.  "Formodentlig er det saa", var svaret.  ___  "Godt".  Efter at have faaet hans Faders Navn at vide, lovede han ham sin Bistand, tog ham derpaa ind paa sit Kontor, gav ham Skrivematerialer og dikterede ham Avertissementet, som Fredrik skrev med skjælvende Haand, da han var uvant til at skrive efter Diktat.  Farbroderen, (- han kaldte ham saa, uagtet det var hans Faders Fætter - ) var taalelig vel fornøjet, og lovede at besørge det videre, bød ham ind at spise Middag, "og var uendelig artig" mod ham, samt indbød ham atter at at spise Middag der paa Søndag.  Om Løverdagen kom Avisen ud, og strax meldte der sig en Liebhaber, nemlig Grosserer Kahrs, der anmodede det unge Menneske om at komme til ham Kl. 11 1/2 Søndag.  En halv Time før det bestemte Klokkeslet gik Frederik hen til Prokurator K. Geelmuyden, der strax sendte ham afsted til Kahrs, hvor han blev venligt modtaget, og engageret som Skriverkarl uden Løn, men med fri Seng paa hans Handelsstue, (den første ved Torvet), samt spise ved hans eget Bord,  -Dog alt kun paa prøve til næste Michaels.  Herover blev "Farbroder" Geelmuyden meget glad, og raabte sin Kone ind fra et andet Værelse, for at berette hende det gode Udfald.  "Hun var ikke mindre artig og god".  

Bildeteksten er liten fordi den er merket med egen kommando som henviser til stilarket.

Strax ved Soloppgang Mandag gjorde Fredrik sig færdig, og stod kl. 6 om Morgenen ved Indgangen til Kahrs Handelsstue, hvor han traf sin Principal, der overleverede ham to Nøgler -  een til den saakaldte Yderkleve, hvor Folkene om Sommeren spiste, og den anden til Indrekleven eller Kontoret ( I Almindelighed kaldet Stuen ), hvor alle Nordfarerne expederedes og Alt Handelen vedkommende afgjordes.  I denne Stue var ialmindelighed med Glasdører afdeelt et lidet Kontor.  I et saadant fik også Fredrik sin Plads.  Sit Kammer, ( som man kalder Søkleven ) fik han ovenpaa med en god Seng.  Det var lyst og skjønt malet og laa lige ved Torvet.  Han fik strax noget at renskrive, hvilket han ikke skilte sig saa vel ved, som han ønskede, dog blev det taalelig andtaget.  Ved nogen længer Øvelse samt ved at gjøre sig bekjendt saavel på Bryggen  (  ): det tyske Kontor ), som i Byen lykkedes det ham imidlertid at vinde sin Principals Gunst.  Fra Michelsdag blev han antaget paa et Aar med 25 Rd. i Løn, og fik for det tilbagelagte Fjerdingaar 5 Rd.  Kahrs var "meget kanp i Løn", dog gav han ham undertiden af sine aflagte Klæder, hvilke Fredrik meget vel nøjede sig med.  I 1785 blev han sendt med en Jagt til Skudesnæs, for at salte Vaarsild, men den kom ikke det Aar, og blev siden borte indtil 1808, da den atter vendte tilbage.  Ved hans tilbagekomst fra Skudesnæs fragtede hans Principal en Chaloupe, der skulde gaa med Byg og Malt til Thjem.  Til denne Ladnings Forhandling medfulgte Geelmuyden, men han var saa uheldig at træffe paa et slet Mandskab, saa de vare undervejs fra 6 Marts til 23 April (1785), og da de endelig kom frem, var der indløben en Mængde skotske Fartøjer med Korn og Malt, saa Ladningen maatte sælges med Tab, Principalen til liden Glæde, men Geelmuyden gjorde god Rede og Rigtighed for sig.  Med Glæde gjensaa han det gl. Throndhjem, som han dog ikke kunde erindre fra 1ste Gang, han var der.  Han kom tilbage til Bergen samtidig med 1ste Nordfarerstevne, hvormed han fik Meget at bestille, thi Nordlandsfisket var i den tid paa sit Høieste, og strakte sig lige til Skudesnæs.  (I Vinteren 1805 var Vaartorsken saa tyk i Masfjorden og andensteds omkring Bergen, at Fiskerne ladede sine Baade to ganger om Dagen, og mellem Nordnæs og Laxevaag laa meer end 200 Baade og Byens Folk og Bønder, "der Alle fiskede sig næsten ladde".  Fisket stod der over 8 Dage, og Prisen var 3 s. pr. Stykke.)  

Den 25. Søndag efter Trefoldighed s. A. (1785) opstod der Kl. 8 om Morgenen en heftig Orkan, der varede en Time, fældede en usigelig mængde Skov, piskede vandet i Vejret, "som fiin Kalk", nedblæste mange "Pander", og truede Kirketaarnene.  Sin Tjeneste hos Kahrs vedblev han til 31. Decbr. 1787, og skiltes baade fra ham og Fruen med Kjærlighed og Agtelse.  Ved Contract af 18. Decbr. s. A. blev han for de 3 følgende Aar antaget som Handelsforvalter hos Mdme. Lydia Berntine sal. Hans Jochum Jordans, en av Byens agtværdigste Koner, i hvis Huus han nød den allerbedste og kjærligste Omgang.  Her gik Handelen meget godt med Nordfarere og Bønder.  Da G. imidlertid ingen Kapital eller Varer modtog ved sin Tiltrædelse, faldt det ham svært nok at bestyre Handelen, og maatte han derfor ty til den da bekjendte Agent og hollandske Konsul I. Fasmer & Søns Assistance, hvilken imidlertid ikke ganske kunde strække til.  Alligevel slap han taalelig igjennem, og hans Regnskab ved det første Aars udgang viste en Fortjeneste af 1200 à 1200 Rd.  Paa Grund af Alderen solgte Mdme. Jordan i Februar 1790 sin Handelsstue og Geelmuyden blev saaledes Tjenesteløs.  Dog fik han fuldkommen Kvittering af hende.  Medens han nu var uden Ansættelse, blev han af sin ædle velgjører, Toldprokuratør Geelmuyden tilbudt frit Ophold i hans Huus.  Hos ham havde han altid mødt Ædelmodighed, og ofte faaet Haandsrækning i en og anden øjeblikkelig Pengeforlegenhet, hvori han kunde være stedt som bestyrer af Madme. Jordans Handelsstue.  Engang kom han i en saadan Forlegenhed ind paa Toldprokurørens Kontor og klagede sin Nød.  Toldprokurøren svarede da, at han denne Gang ikke kunde hjælpe ham, fordi han selv manglede Penge, men leverede ham sin Guldbørs, med Tilladelse til paa den at laane hos en kjendt Mand 300 rdl.  "Saa kan du løse den ind, naar du bliver ved Skillingen".  Dette ædelmodige Tilbud vægrede dog Fredrik sig for at modtage.  Ved 1ste Stevnes ankomst i 1790 indfandt han (  ): Toldprokurøren ) sig paa den kontorske Viinkjælder, hvor i de Dage Byens fornemste Borgere samledes Kl 5 om Aftenen, nød deres halve Flaske Viin og talede med sine Venner.  Fredrik Geelmuyden blev da antaget som Superkargo for en Ladning Rogn til Frankrig.  Han fragtede Skib, kom Lykkeligt over, men maatte sælge med stort Tab i Portlieu, paa Grund af at Sardille-fangsten slog feil det Aar.  Den Entreprise indbragte saaledes lidet.  Aaret efter (1791) rejste han atter til Frankrig, og havde bedre lykke, indkjøbte i Nantes de ordinerede Varer af Kaffe, Viin og Brændeviin, samt for egen Regning nogle Sækker extragodt Hveedemeel og noget brasiliansk Sæbe.  En indfødt Bergenser, Møller, -"en meget artig Mand",- var da Generalkonsul (i Nantes).  For at faa de indkjøbte Varer bragte fra Nantes til den paa en Landtunge ved Udløbet af Nantes's Rivière beliggende By Crosvig, hvor Fartøjet laa, hyrede Geelmuyden  for 50 Livres en liden Barke med 3 mands Besætning.   Ved Folkenes Ubehjælpelighed kom de engang paa Grund, men slap dog af igjen;  Baadskipperen manøvrerede imidlertid saa slet med Baaden, (ved ikke at holde under Land, men gjøre Baut), at de drev næsten en Fjerding af fra Crosvigs landtunge, som de paa denne Maade umuligt kunde vinde optil.  Ved hjælp af et par Aarer holdt man Baaden lige paa Vinden, og blev, langt om længe af et fra Nantes udgaaende Fartøj, efter et første mislykket Forsøg, buxeret læt under Land.  Denne Bjergning kostede Geelmuyden 106 Livres som han vilde, at Baadskipperen skulde betale, som den, der var Skyld i Ulykken.  Han lod ham derfor indkalde for Retten, men denne, der i Revolutionstiden bestod af "to ordinaire Prammænd" dømte Geelmuyden til at betale.  Han appelerede imidlertid, og fik strax Dom, hvormed Baadskipperen mistede sin Fragt.  Ikke desmindre gav Geelmuyden ham dog 25 Livres for at komme hjem med.  Fra 1792 foer han nu i 3 Aar, "som Kjøbmand" paa Petersborg, men maatte have et Creditiv paa 5 à 6 000 Rd., da han under sin Tratta "vedlagde for mere end den halve Last", thi hans Befragtere havde ingen Venner at trassere paa, saa det faldt ham vanskeligt at faa sine udlagte Penge igjen at remittere til Udlandet.  Senere lærte han ikke at gjøre Udlæg for Andre, men indkjøbte den halve Last for egen Regning, hvormed han vandt langt mere.  1795 giftede han sig, og begyndte da at drive Krambodhandel, og ophørte nu i 2 Aar med Farten paa Petersborg paa Grund af uafgjorte Vexler, som han havde udbetalt til et solid bergensk Huus, som havde forsømt at remittere til hans "Venner" i Amsterdam.  Ordningen af dette kostede ham megen Ærgrelse, Møje og "temmelig Tab".  I den Tid kjøbte han et meget stort hollandsk Skib bygget i Brasilien, hvilket var bleven i Bergen "casseret af 3 did indkomne Krigsskibe, under Krigen mellem Nederlandene og England.  Han gav 3 000 Rd. for det, men solgte det igjen for 5 000 Rd. til Raadmand Moe i Xsand.  Det var "et overmaade prægtigt Skib" paa 163 Commercelæster.  Siden blev det solgt til Ostindiefarer i Khavn.  Derpaa foer han atter, til 1799 paa Petersborg som Kjøbmand.  I 1801 døde hans Kones Faster Maria sal. Beckers, hvis Huus han kjøbte for 4 500 Rd.  Her lod han siden bygge en ny Kjælder, hvor han etablerede Viin og Brændeviinshandel, som han siden drev.  Denne Kjælders Bygning kostede ham 2 000 Rd.  Ved Krigens Udbrud i 1807 var han saa heldig at faa hjem fra Bordeaux et Skib, med Viin og Brændviin, hvoraf han havde fragtet Halvparten.  Herpaa tjente han godt i Krigen.  Forøvrigt indlod han sig ikke i nogen anden Handel under Krigen, skjønt Mange, der gjorde det, "og handlede paa Ruus  (  ): spekulerede indtil Svindel ? )  blev rige Folk.  Han havde i den tid Meget i Kommission for sin Svoger Hans Geelmuydenm, daværende Bestyrer af Etablissementet  paa Rundholmen, hvilket skaffede ham Meget at bestille, især i Stævnet, da han stundom kunne losse 3 Jægter paa sin part.  I 1808 blev han med 5 "andre Venner" indviklet i en meget slem Proces, som nær havde kostet dem deres hele Formue og Geelmuyden "næsten Livet", da han paatog sig Sagen som Mandatar.  Sagen varede i 8 Aar, gik til Højesteret, hvor han dog vandt den, "mod at betale modpaatalt efter uvillige Mænds Skjønne 700 Spd.".  Umiddelbart i Sammenheng hermed fraraader han (i Optegnelserne) sine sønner at gaa i Caution og anbefaler Enhver at være forsigtig med at begynde Proces.  (Den ovennævnte Sag har saaledes formodentlig angaaet Endossementsforpligtelser ?)  

Gården Sælen i Fyllingsdalen, dengang i Fana, nå i Bergen.

1809 7/11 kjøbte han af Assessor Formann for 10 150 Rd. Gaarden Sæhlen med Besætning.  Denne Gaard ejede han endnu i 1821, da han skrev disse sine Optegnelser, og havde da kostet Meget paa den til Forbedringer.  Da han indsaa Vanskeligheden for Nogen af hans mange Børn i at kunde nogensinde overtage denne Gaard og udløse de øvrige Søskende, saa ønskede han, at Gud vilde mage det sa, at den maatte komme i en brav Mands Hænder, der kunde holde den vedlige og fremdeles forbedre den.  Dersom dette kunde blive Tilfældet med vort elskede Fædrelands Landejendomme i Almindelighed, saa vilde det mægtigt bidrage til dets Opkomst.  Det behøvede da ikke at kjøbe brødet så dyrt af Fremmede.  Vi have, - siger han, i de sidste 10 aar begyndt at lægge Haand paa Værket.  "Jeg ønsker det maatte vedblive, og enhver skal høste af Gud Tifold Løn for sit Arbeijde, og vor Efterslægt skal velsigne os, naar vi ikke ere mere til, thi vi have lært vore Efterkommere et evigvarende Gode, og vort gamle Norge, som forhen, saa at sige, sukkede under sin raa og ufrugtbare Tilstand, vil tilsmile os med sine opdyrkede yndige Agre og Enge".  

I Aaret 1809 begyndte han at spekulere i Skibsparter, men denne Entreprise baadede ham lidet;  han betalte dem dyrt, og da han siden vilde sælge, tabte han næsten den halve Kapital paa Grund af Pengenes Slethed.  Saaledes lod han i 1814 bygge en Slup af egne Materialer fra sin Gaard Sæhlen, men solgte den kort efter til Hofagent Janson og Søn.  Ligeledes byggede han af egne Materialer en Galease som han ejede sammen med sin Svoger Hans Geelmuyden, der i 1818 afkjøbte ham hans Part.  I 2 galeaser ejede han 1/5 Part, men disse forliste totalt;  den ene ved Aberdeen, og den anden paa Heisand, hvormed han tabte over 3 000 Spd., foruden hvad han under deres Fart jevnligen havde maattet spæde til.  

Efterat han nu tilsidst har omtalt sine to Giftermaal og opregnet sine Børn, ender han disse Optegnelser med følgende Linier, (hvortil han dog endda knytter nogle Beretninger om Bergens By og dens Udseende paa hans Tid.) :  

"Her er da Alt hvad jeg har at sige Eder om mig selv.  Det skal glæde mig inderlig om I, mine Børn, vilde uddrage noget Godt heraf.  I see idetminste, at Verden har været mig baade med og mod, og at I deraf maa lære at være fornøjet baade i Medgang og Modgang, og at I til Alle Tider beflitter eder paa at følge Dyden (!!!) og at have Højagtelse for Gud (!!!), saa er I forvisset om, at det skal gaa Eder vel. (!)"